Billed kilde: Ukendt
|
Fulde navn: Kir Akardey Kovalev(Han bruger aldrig andre navne end Kyo.)
Kaldenavn: Kyo, Ky. Alder: 25 år. Fødsel: 13. Januar 1990 Køn: Mand Højde: 178 cm. Hårfarve: Hvid, farvet fra blond. Øjenfarve: Blå Bygning: I form, træner kampsport på højt plan. Beklædning: Hættetrøjer og løst hængende tøj. Han ses sjældent i noget der blotter mere hud end højest nødvendigt, for at dække over de mange ar han har anskaffet sig. Han bærer altid et normalt sort læderhalsbånd, som han tilsyneladende ikke kan få af. Tatoveringer: En pote fra en los på venstre skulder. |
Fysik
Profession: Ingen, tilbringer sin tid med at flygte fra dæmoner.
Art: Formskifter - los.
Kræfter: Kan skifte form til en hvid/grå los med blå øjne. Det sorte halsbånd forbliver dog fortsat på.
Status: "Kæledyr" for Lucifer/Samael.
Tilholdsted: I helved ved Samaels side, i hans værelse, eller på flugt fra ham på jorden.
Art: Formskifter - los.
Kræfter: Kan skifte form til en hvid/grå los med blå øjne. Det sorte halsbånd forbliver dog fortsat på.
Status: "Kæledyr" for Lucifer/Samael.
Tilholdsted: I helved ved Samaels side, i hans værelse, eller på flugt fra ham på jorden.
Psyke
Seksualitet: Hetro. Med en enkel undtagelse ved navn Samael.
Personlighed: Kyo er en særdeles besynderlig person, til tider synes han ødelagt, andre gange umulig at knække. Men stærk er han ihvertfald, og det er yderst sjældent man ser ham bryde sammen, selvom det burde være en hyppig ting, taget i betragtning af hans oplevelser. Han er ekstremt skarp, og stortset altid på vagt, mistænksom over for alt og alle. Det kræver en del at komme ham nærmere end blot et overfladisk bekendtskab, og det tager næsten intet at ryge ud af inderkredsen igen. Han er dog ikke typen der bærer nag af nogen art, og synes at leve i nutiden, frem for at have de store betænkelser om for- og fremtid.
På trods af sin lettere mærkværdige tilgang til livet, er han faktisk særdeles underholdende at være i selskab med, og kaster sig gerne ud i de lidt mere lyssky samtale emner. Han er enormt glad for kropskontakt, ikke nødvendigvis af den seksuelle slags, men finder sig til gengæld ikke det mindste i vold. Hverken når det gælder ham selv eller andre. Men det er det eneste punkt hvor hans lunte for alvor er kort. Ellers er han ret tolerant over for både andres opførsel, og generelle væremåde. Han forstrækker helt bestemt at komme godt ud af det med andre, selvom han ikke nødvendigvis bryder sig om dem.
Møder man ham i det åbne, vil man hurtigt opdage, at han har tendenser til forfølgelsesvanvid, og hopper over uventede bevægelser, og skygger. Det stilner dog af, når han kommer i mere trygge omgivelser, eller generelt finder sig godt tilpas. Helt væk går det dog aldrig, medmindre han er helt sikker på hvor han har Samael.
Fortid: Kyo er opvokset på gaden i rusland. Som ung blev han smidt væk af sin familie, da han begyndte at vise tegn på formskiftning, og snart blev han samlet op af en lille flok formskifter fyre, der tog ham til sig, og lod ham vokse op i nogenlunde trygge rammer. Livet blev levet fra den ene dag til den anden, og alt indtægt var fra tyverier, og større eller mindre jobs fra den mere skyggefulde side af civilationen. Egentligt havde det aldrig generet Kyo - og de minder han havde fra sin familie var ikke meget værd. Så han så aldrig andre muigheder for sit liv, det var bare sådan det var.
Som sådan løb han ikke ind i de store forandringer, før gruppen en hel de år senere, mødte et gådefuldt syn. I en dyster gyde, på vej til at aflevere en leverance tvivlsomme varer, faldt han og to andre, over en engel. Ikke en hvilken som helst engel, men en død en af slagsen. Det var ihvertfald hvad de troede på det tidspunkt, for der var ingen reaktion når de forsøgte at tale til ham, eller vække ham. Ligeledes synes alle livstegn at være forsvundet fra kroppen. Men en engel var det, med sorte vinger, og et ansigt der fik dem alle sammen til at gruble en ekstra gang over deres foretrukne køn. Med lidt diskussion nåede de til en fælles beslutning, og efter genstandende var blevet leveret skyndsomt, bragte de liget tilbage til deres såkaldte 'base'. Sammen med resten af den mindre gruppe, blev der ført ydeligere diskussioner, og der var ganske meget tvivl om hvad faen de skulle stille op med den døde engel - og om hvorvidt beslutningen om at tage ham med havde været den rigtige. Efter en lille uges tid fik de dog svaret på det sidste spørgsmål - og det var et klart nej.
Minderne har en tendens til at udeblive fra Kyos bevidsthed, og er endnu for voldsomme til at han for alvor har lyst til at tale med andre om det. Han havde været ude på et ærinde for lederen af deres gruppe, og var vendt hjem med en joke på læberne. Det syn der mødte ham, da han skubbede den åbne dør op, var absolut ikke det sædvanlige. Alt interiøret var i en nuance af rødt, stykker, der for så kort tid siden havde været hans nærmeste, var spredt ud over det store areal, og alt i alt, var det så surrealistisk, at han var klar til at afskrive det hele som en drøm, da han mødte englen. Den engel de var sikker på var død, med langt midnatssort hår, vinger i samme nuance, og et skarletfarvtglimt i de før døde blå øjne. Frem for en engel, var han nærmere en dæmon. Og denne trådte nærmere, løftede hans hoved med to våde fingre, og udtalte to ord, der har ætset sig dybt ind i hans bevidsthed: "You're mine."
Kyo flygtede siden da panisk fra den dæmoniske skikkelse, væk fra huset, hen over landegrænser, og hver gang han åndede lettet op, og troede at han for alvor var kommet af med englen, dukkede han op ganske snart efter. I hans tanker, fysisk foran ham. Altid med et legende smil på sine kønne læber, og tusinder af fristende ord. Der gik flere måneder før Kyo endelig brød sammen, fysisk, psykisk, træt af at flygte fra noget, han aldrig kunne komme væk fra, og netop da han gjorde dette, tog englen form foran ham, og bekendtgjorde, at han ville tage ham med til sit rige. Til underverdenen. Til helvede.
Hvad Kyo sidenhen har udholdt i Samaels selskab, er på grænsen til det utænkelige, men stadig bliver han tiltrukket af den mørke engel, nyder hans selskab, og deltager ellere end gerne i en voldsom diskussion med ham. De har et bizart forhold, et der næsten kun kan afskyes af udefrakommende. Men som sådan er Kyo endnu ikke knækket, han ved han ikke kan flygte fra Samael, men samtidig er han klar til at tage kampen for sin selvstændighed op. Jagten og behandlingen har dog haft sine bivirkninger. Han er skide bange for dæmoner, når han ikke er i selskab med sin engel, og synes til tider at have forfølgelsesvanvid.
Personlighed: Kyo er en særdeles besynderlig person, til tider synes han ødelagt, andre gange umulig at knække. Men stærk er han ihvertfald, og det er yderst sjældent man ser ham bryde sammen, selvom det burde være en hyppig ting, taget i betragtning af hans oplevelser. Han er ekstremt skarp, og stortset altid på vagt, mistænksom over for alt og alle. Det kræver en del at komme ham nærmere end blot et overfladisk bekendtskab, og det tager næsten intet at ryge ud af inderkredsen igen. Han er dog ikke typen der bærer nag af nogen art, og synes at leve i nutiden, frem for at have de store betænkelser om for- og fremtid.
På trods af sin lettere mærkværdige tilgang til livet, er han faktisk særdeles underholdende at være i selskab med, og kaster sig gerne ud i de lidt mere lyssky samtale emner. Han er enormt glad for kropskontakt, ikke nødvendigvis af den seksuelle slags, men finder sig til gengæld ikke det mindste i vold. Hverken når det gælder ham selv eller andre. Men det er det eneste punkt hvor hans lunte for alvor er kort. Ellers er han ret tolerant over for både andres opførsel, og generelle væremåde. Han forstrækker helt bestemt at komme godt ud af det med andre, selvom han ikke nødvendigvis bryder sig om dem.
Møder man ham i det åbne, vil man hurtigt opdage, at han har tendenser til forfølgelsesvanvid, og hopper over uventede bevægelser, og skygger. Det stilner dog af, når han kommer i mere trygge omgivelser, eller generelt finder sig godt tilpas. Helt væk går det dog aldrig, medmindre han er helt sikker på hvor han har Samael.
Fortid: Kyo er opvokset på gaden i rusland. Som ung blev han smidt væk af sin familie, da han begyndte at vise tegn på formskiftning, og snart blev han samlet op af en lille flok formskifter fyre, der tog ham til sig, og lod ham vokse op i nogenlunde trygge rammer. Livet blev levet fra den ene dag til den anden, og alt indtægt var fra tyverier, og større eller mindre jobs fra den mere skyggefulde side af civilationen. Egentligt havde det aldrig generet Kyo - og de minder han havde fra sin familie var ikke meget værd. Så han så aldrig andre muigheder for sit liv, det var bare sådan det var.
Som sådan løb han ikke ind i de store forandringer, før gruppen en hel de år senere, mødte et gådefuldt syn. I en dyster gyde, på vej til at aflevere en leverance tvivlsomme varer, faldt han og to andre, over en engel. Ikke en hvilken som helst engel, men en død en af slagsen. Det var ihvertfald hvad de troede på det tidspunkt, for der var ingen reaktion når de forsøgte at tale til ham, eller vække ham. Ligeledes synes alle livstegn at være forsvundet fra kroppen. Men en engel var det, med sorte vinger, og et ansigt der fik dem alle sammen til at gruble en ekstra gang over deres foretrukne køn. Med lidt diskussion nåede de til en fælles beslutning, og efter genstandende var blevet leveret skyndsomt, bragte de liget tilbage til deres såkaldte 'base'. Sammen med resten af den mindre gruppe, blev der ført ydeligere diskussioner, og der var ganske meget tvivl om hvad faen de skulle stille op med den døde engel - og om hvorvidt beslutningen om at tage ham med havde været den rigtige. Efter en lille uges tid fik de dog svaret på det sidste spørgsmål - og det var et klart nej.
Minderne har en tendens til at udeblive fra Kyos bevidsthed, og er endnu for voldsomme til at han for alvor har lyst til at tale med andre om det. Han havde været ude på et ærinde for lederen af deres gruppe, og var vendt hjem med en joke på læberne. Det syn der mødte ham, da han skubbede den åbne dør op, var absolut ikke det sædvanlige. Alt interiøret var i en nuance af rødt, stykker, der for så kort tid siden havde været hans nærmeste, var spredt ud over det store areal, og alt i alt, var det så surrealistisk, at han var klar til at afskrive det hele som en drøm, da han mødte englen. Den engel de var sikker på var død, med langt midnatssort hår, vinger i samme nuance, og et skarletfarvtglimt i de før døde blå øjne. Frem for en engel, var han nærmere en dæmon. Og denne trådte nærmere, løftede hans hoved med to våde fingre, og udtalte to ord, der har ætset sig dybt ind i hans bevidsthed: "You're mine."
Kyo flygtede siden da panisk fra den dæmoniske skikkelse, væk fra huset, hen over landegrænser, og hver gang han åndede lettet op, og troede at han for alvor var kommet af med englen, dukkede han op ganske snart efter. I hans tanker, fysisk foran ham. Altid med et legende smil på sine kønne læber, og tusinder af fristende ord. Der gik flere måneder før Kyo endelig brød sammen, fysisk, psykisk, træt af at flygte fra noget, han aldrig kunne komme væk fra, og netop da han gjorde dette, tog englen form foran ham, og bekendtgjorde, at han ville tage ham med til sit rige. Til underverdenen. Til helvede.
Hvad Kyo sidenhen har udholdt i Samaels selskab, er på grænsen til det utænkelige, men stadig bliver han tiltrukket af den mørke engel, nyder hans selskab, og deltager ellere end gerne i en voldsom diskussion med ham. De har et bizart forhold, et der næsten kun kan afskyes af udefrakommende. Men som sådan er Kyo endnu ikke knækket, han ved han ikke kan flygte fra Samael, men samtidig er han klar til at tage kampen for sin selvstændighed op. Jagten og behandlingen har dog haft sine bivirkninger. Han er skide bange for dæmoner, når han ikke er i selskab med sin engel, og synes til tider at have forfølgelsesvanvid.
Personer
Personer der har haft indflydelse på Kyo fra tidligere rollespil.
Samael Erebos Rakesh: Dæmonen der slog Kyos venner ihjel, stalkede ham igennem to år, for til sidst at samle ham op, og tage ham med hjem. Kyos følelser for ham er en stor pærevælling. Han er enormt tiltrukket af ham, og alene det at møde hans blik, kan næsten få ham til at falde bedende på knæ, for at blive skænket opmærksomhed fra ham. Samtidig besider Kyo en abnormal frygt for ham, og mest af alt måden hans krop reagerer på ham. Han er blevet udsat for en hel del tortur under ham, men ender altid op med at søge hen til ham, hvis han på nogen måder kommer i problemer, eller føler sig ensom. Han elsker ham næppe, men en forelskelse kan det godt kaldes. Han anser ikke Samael for at være sin herre, ligegyldigt hvor meget denne påstår, at han er det, men snarere som en... Fjende med fordele?
Guerra: Endnu en af Samaels "kæledyr", hvilket var ikke så lidt af en øjenåbner for den unge fyr. Det gik op for ham, at hele Samaels verden ikke gik ud på at tortere ham, men samtidig også, at han måtte kæmpe for opmærksomheden fra dæmonen. Hvis han altså ville have den. Under det selv samme møde, der var ved at resultere i en nat han sikkert havde fortrudt, fandt han også ud af at denne var gravid med Samaels barn. Noget der fik ham til at tage afstand fra både dæmonen og englen et par uger, for at få tingene på ret køl. Ikke destromindre bærer han en blanding af misundelse og medfølelse for hende, og det skulle nok kunne udvikle sig til et venskab, hvis blot de lod tiden føre dem i den retning.
Damon: En dæmon Kyo stødte sammen med ved et tilfælde. I starten byggede deres forhold på genstridighed fra hans side, men efterhånden som han lærte denne bedre at kende, og mødte Damons "kæledyr", fandt han ud af, at der faktisk kan være et fornuftigt forhold imellem mennesker og dæmoner - såfremt dæmonen er åben for det. Et møde der fik Kyo overbevist om, at Samael skal overtales til at gå en langt mildere vej, og holde op med at spilde tiden på andre. Selvom det nok er en umulighed.
Endnu er der ikke andre, der har påvirket Kyos verden. Måske din karakter kan blive en af dem?
Samael Erebos Rakesh: Dæmonen der slog Kyos venner ihjel, stalkede ham igennem to år, for til sidst at samle ham op, og tage ham med hjem. Kyos følelser for ham er en stor pærevælling. Han er enormt tiltrukket af ham, og alene det at møde hans blik, kan næsten få ham til at falde bedende på knæ, for at blive skænket opmærksomhed fra ham. Samtidig besider Kyo en abnormal frygt for ham, og mest af alt måden hans krop reagerer på ham. Han er blevet udsat for en hel del tortur under ham, men ender altid op med at søge hen til ham, hvis han på nogen måder kommer i problemer, eller føler sig ensom. Han elsker ham næppe, men en forelskelse kan det godt kaldes. Han anser ikke Samael for at være sin herre, ligegyldigt hvor meget denne påstår, at han er det, men snarere som en... Fjende med fordele?
Guerra: Endnu en af Samaels "kæledyr", hvilket var ikke så lidt af en øjenåbner for den unge fyr. Det gik op for ham, at hele Samaels verden ikke gik ud på at tortere ham, men samtidig også, at han måtte kæmpe for opmærksomheden fra dæmonen. Hvis han altså ville have den. Under det selv samme møde, der var ved at resultere i en nat han sikkert havde fortrudt, fandt han også ud af at denne var gravid med Samaels barn. Noget der fik ham til at tage afstand fra både dæmonen og englen et par uger, for at få tingene på ret køl. Ikke destromindre bærer han en blanding af misundelse og medfølelse for hende, og det skulle nok kunne udvikle sig til et venskab, hvis blot de lod tiden føre dem i den retning.
Damon: En dæmon Kyo stødte sammen med ved et tilfælde. I starten byggede deres forhold på genstridighed fra hans side, men efterhånden som han lærte denne bedre at kende, og mødte Damons "kæledyr", fandt han ud af, at der faktisk kan være et fornuftigt forhold imellem mennesker og dæmoner - såfremt dæmonen er åben for det. Et møde der fik Kyo overbevist om, at Samael skal overtales til at gå en langt mildere vej, og holde op med at spilde tiden på andre. Selvom det nok er en umulighed.
Endnu er der ikke andre, der har påvirket Kyos verden. Måske din karakter kan blive en af dem?